Nummerplade scanner
I juni måned 2019 bliver der etableret bomme og indført automatisk nummerpladescannere af alle køretøjer, der besøger genbrugspladserne i Vesthimmerlands kommune.
Genbrugspladserne er primært for borgerne i Vesthimmerlands kommune
Genbrugspladserne er naturligvis for dem, der betaler til ordningen. Men kommer man hertil fra en anden kommune, fordi man for eksempel har et sommerhus heroppe, eller skal hjælpe en slægtning med at rydde et hus, kan man naturligvis sagtens komme ind. Der er ikke nogen, der bliver afvist. Kommer man gående eller cyklende til genbrugspladsen – hvilket enkelte borgere gør – ja, så kommer man naturligvis også ind.
Sådan fungerer touchskærmen
- Kør frem til bomanlægget.
- Kameraet scanner din nummerplade.
- På touchskærmen skal du vælge, om du kommer som ERHVERV eller PRIVAT.
- Trykker du PRIVAT går bommen op. Erhvervskunder, der trykker privat, vil efterfølgende blive faktureret for erhvervsadgang, fordi scanneren genkender din nummerplade. Kontakt pladsguide for evt. betalingsfritagelse.
- Trykker du ERHVERV skal du vælge om dit affald er ERHVERVSAFFALD eller HUSHOLDNINGSAFFALD.
- Vælger du HUSHOLDNINGSAFFALD går bommen op. Kun registrerede affaldstransportører, jf. affaldsregisteret, må benytte denne mulighed.
- Vælger du ERHVERVSAFFALD går bommen også op og virksomheden er nu registreret med ét besøg.
- I begge tilfælde bliver du gjort opmærksom på, at du skal henvende dig til pladsguiden, hvis du har farligt affald med.
Prisen
Prisen pr. besøg for erhvervskunder kan findes under Takster & Priser (Affaldsgebyrer for erhverv)
Virksomheder har (jf. affaldsbekendtgørelsen) adgang til genbrugspladserne i indregistrerede køretøjer med en tilladt totalvægt på maksimalt 3.500 kg og med en på køretøjet monteret trailer.
Der er ikke adgang til genbrugspladserne i motorredskaber og traktorer. Farligt affald skal, i lighed med tidligere, registreres særskilt af pladsguiden.
FAQ - Spørgsmål og svar
Hvad gør jeg, når jeg som erhvervskunde kommer med almindeligt erhvervsaffald og farligt affald - eller kun med farligt affald?
På touchskærmen taster du [Erhverv] og [Erhvervsaffald] og [Farligt affald] og bommen går op. Når du er kørt ind på pladsen, tager pladsguiden kontakt til dig, og registrerer dit farlige affald. Du registreres automatisk for ét besøg, som faktureres på din månedsfaktura. Fakturering af farligt affald og asbest sker særskilt på din månedsfaktura.
Får jeg kvittering for aflevering af farligt affald?
Ja. Den kan man vælge at få tilsendt pr. mail. Den kommer også automatisk på din månedsfaktura.
Hvad gør jeg, hvis jeg kommer med privat husholdningsaffald i firmabil som er frikøbt med dagsbevis?
På touchskærmen taster du [Erhverv] og [Erhvervsaffald] og bommen går op.
Når du er kørt ind på pladsen, kontakter du pladsguiden for betalingsfritagelse.
Hvad gør jeg, hvis min bil er registreret til godstransport erhverv/privat (papegøjeplader)?
Kommer du med affald hjemme fra dig selv, skal du trykke [Privat] på skærmen, hvorefter bommen går op. Du/virksomheden vil ikke få en regning for dette besøg.
Kommer du med affald fra din virksomhed, skal du trykke [Erhverv] og [Erhvervsaffald] og følge proceduren på skærmen, hvorefter bommen går op. Dette besøg vil blive faktureret.
Hvad gør jeg, når jeg kommer i min firmabil på hvide plader, som dermed også er min private bil?
Kommer du med affald hjemme fra dig selv, skal du trykke [Privat] på skærmen, hvorefter bommen går op. Du/virksomheden vil ikke få en regning for dette besøg.
Som udgangspunkt anvender du nok ikke bilen til erhvervsaffald, men skulle det alligevel være tilfældet, bedes du kontakte os inden du kører på genbrugspladsen. Vi kan så registrere dig til frivillig betaling, og når du kommer på pladsen, skal du så trykke [Erhverv] og [Erhvervsaffald] og følge proceduren på skærmen, hvorefter bommen går op.
Om ganske kort tid kan du blive registreret til frivillig betaling direkte på pladsen. Når det er på plads skal du trykke [Erhverv] og [Erhvervsaffald]. Når du så er kommet ind på pladsen, skal du kontakte en pladsguide for at blive registreret til frivillig betaling. For at registrere dig til frivillig betaling, skal vi bruge din bils registreringsnummer, virksomhedens CVR-nr. og navn.
Hvad gør jeg, hvis jeg kommer i privat bil med erhvervsaffald?
På touchskærmen taster du [Erhverv] og [Erhvervsaffald] og bommen går op.
Når du er kørt ind på pladsen, kontakter du pladsguiden for korrekt registrering med henblik på fakturering.
Hvad gør jeg, hvis jeg som erhvervskunde kommer med pap, papir eller WEEE affald?
Erhvervskunder, der kommer med rene læs pap, papir eller WEEE, kan komme af med denne uden at det koster dem for et besøg på genbrugspladsen. Det præciseres dog, at der ikke udbetales penge for mængden, der afleveres, og at fraktionerne kun må bestå af hhv. pap, papir og WEEE.
Rent praktisk skal du trykke [Erhverv] og [Erhvervsaffald] på skærmen. Inden aflæsning skal du tage kontakt til en pladsguide. Pladsguiden kan på pladsens tablet markere, at bilen med den givne nummerplade skal fritages for betaling for dette besøg.
Må erhvervskunder aflevere husholdningsaffald fra én husholdning uden beregning?
Ja – under forudsætning af at affaldet er defineret som husholdningsaffald, udelukkende stammer fra én husholdning og at du, forud for ankomst til genbrugspladsen, er registreret som affaldstransportør i affaldsregisteret. I bekræftende fald kan du trykke [Erhverv] og [Husholdningsaffald] - du fritages automatisk for betaling.
Affaldsregisteret, herunder regler og vilkår for registrering som affaldstransportør, hører under Energistyrelsen. Vi kan desværre ikke hverken assistere eller rådgive herom. Se eventuel www.ens.dk
Hvad er definitionen på erhvervsaffald og husholdningsaffald?
Erhvervsaffald er affald, som er skabt af virksomheder og institutioner, f.eks. have/park-affald, storskrald, bygge- og anlægsaffald, produktionsaffald, industriaffald, kildesorterede affaldsfraktioner og jord. Erhvervsaffald kan enten være farligt eller ikke-farligt. Husholdningsaffald er affald, som naturligt opstår i en privat husholdning. Det kan f.eks. være haveaffald, storskrald, aviser/reklamer. Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet.
Må erhverv udenfor kommunen benytte genbrugspladsen?
Erhvervskunder med adresse udenfor Vesthimmerlands kommune må gerne benytte genbrugspladsen her. Dog kun hvis det drejer sig om erhvervsaffald. Husholdningsaffald skal køres til den pågældende hjemkommune.
Fordele ved nummerpladescanning
Nummerpladescanning er et intelligent system, der automatiserer funktioner, som tidligere har været udført manuelt. For eksempel vil det effektivisere fakturering til erhverv. Der kommer automatisk tæller på besøgsantallet og man fritager pladsguiderne for manuelle kontrolfunktioner, hvorved der skabes mere tid til vejledning og fokus på udsortering.
