15. august 2023

Lokale ressourcer i fokus: Flamingo genanvendes til bæredygtig isolering

Du har sikkert stået i situationen. Et nyindkøbt stykke elektronik der efterlader dig med en masse affald – heriblandt flamingo. Flamingo bruges ofte til at beskytte dine varer, og hvis du sorterer det korrekt, kan det blive genanvendt til ny isolering.

Siden december 2020 har borgerne i Vesthimmerland sorteret flamingo på alle de vesthimmerlandske genbrugspladser. Flamingo (også kaldet EPS – ekspanderet polystyren) er en af de affaldstyper der kan genanvendes næsten 100%.

Flamingo, som du afleverer på genbrugspladsen bliver genanvendt lokalt
I smukke naturomgivelser, tæt ved Vilsted Sø, ligger virksomheden OV-Consult. Hos OV-Consult bliver flamingo fra genbrugspladserne primært genanvendt til flamingogranulat. Granulatet bruges til at hulmursisolere huse. For nyligt er Testrup Gl. Skole blevet isoleret med denne teknik.

Det er Ole Villumsen der er manden bag OV-Consult. Oles kone, Ulla Villumsen, siger, at det er med god grund, at hans navn er Ole. Han er nemlig en rigtig ’’Ole Opfinder’’. Det er ikke nemt at arbejde med flamingo, så for at få den bedste genanvendelse af flamingoen, har han bygget sit eget anlæg.

Flamingoens vej - fra start til slut
Ole henter flamingoen på genbrugspladserne. På anlægget bliver flamingoen håndsorteret, hvor urenheder bliver sorteret fra. Flamingo kan nemlig være for beskidt til genanvendelse.

Hunden Molly hjælper også gerne til med at spotte urenhederne. Er der fx en flamingokasse med fiskerester i, så opsnapper Molly det hurtigt, så fisken ikke kommer med videre til genanvendelse.

Efter flamingoen er blevet sorteret, kommer den gode del af flamingoen en tur i Oles hjemmebyggede anlæg. Det bliver neddelt og omdannet til flamingogranulat, der ligner små popcorn og de vejer næsten ingenting. Ulla sørger for, at den mindre gode del af flamingoen bliver komprimeret og så bliver det sendt til omsmeltning og lavet til ny flamingo.

Lokal genanvendelse skaber værdi
Næste gang du står med et stykke flamingo i hånden, så husk, at du kan sortere det på genbrugspladsen. Flamingoen bliver genanvendt lokalt. Det skaber stor værdi for alle.

Hvis du er i tvivl om, hvad der er flamingo og hvordan det skal sorteres, så læs med her.

4 tips til sortering af flamingo

  • Noget pakkefyld er lavet af organisk materiale (fx majs) og det kan ikke genanvendes.
  • Noget pakkefyld ligner flamingo, men er en anden form for plastik, der ikke kan genanvendes.
  • Sørg for at fjerne urenheder. Et fiskehoved skal sorteres som madaffald.
  • Er du i tvivl om det er flamingo? Så spørg pladsguiden på genbrugspladsen.

Flamingoen bliver hentet i sække på genbrugspladserne. Herefter bliver det lavet til flamingogranulat og hældt på 450 liter sække. En enkelt sæk vejer kun 6,5 kg.

Hunden Molly hjælper Ulla og Ole med at finde urenheder i flamingoen.

Flamingogranulat der bruges til isolering.

Organisk pakkefyld der ikke duer til genanvendelse. Disse er lavet af majs.

Flamingo, du afleverer til genanvendelse på kommunens genbrugspladser, oparbejdes lokalt i Vilsted.

Til nyhedsoversigten
Kundeservice mellem jul og nytår

Denne hjemmeside bruger cookies til at spore din færden og til at forbedre din oplevelse.
Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge de avancerede indstillinger i din browser.

Du kan læse mere her

Accepter ikke cookies Accepter kun funktionelle cookies Accepter alle cookies