15. september 2025

Affaldstallene for 2024 er klar: Vi sorterer mere – men madaffaldet halter.

Affaldstal for 2024 viser, at vi i Vesthimmerland fortsat bliver bedre til at sortere – men især madaffaldet kan vi gøre mere ved.

Hvert år mangler vi at indsamle ca. 700 tons madaffald. Hvis vi skal nå vores mål om 55 % genanvendelse i 2025, skal vi især blive bedre til at sortere maden fra restaffaldet.

Budskabet er derfor enkelt: Sortér dit madaffald fra – det gør en forskel.

Hvad viser affaldstallene ellers?

Andelen af husholdningsaffaldet, der sendes til forbrænding, er faldet fra 50 % i 2023 til 49,4 % i 2024. Det er et skridt i den rigtige retning, men stadig langt fra målet.

Papir: Sorteres generelt godt. Mængderne er faldet, hvilket tyder på at digitaliseringen er ved at slå igennem og at mange fravælger reklamer i postkassen.

Pap: Her ligger vi højt. Det kan hænge sammen med, at mange handler på nettet og får leverancer i papkasser – og heldigvis sorterer dem korrekt.

Glas: En af de fraktioner, hvor vanerne virkelig sidder på rygraden. Her gør vi det godt.

Metal: Her ser vi stigende mængder. Dåser, låg og små metaldele bliver i højere grad sorteret rigtigt.

Plast: En stabil og stor fraktion. Vi er blevet dygtige – men det viser også, hvor ufattelig meget plast vi er omgivet af i hverdagen.

Mad- & drikkekartoner: En relativt ny fraktion, som flere og flere har fået øje på. Her er der en flot fremgang.

Tekstilaffald: Her er vi godt på vej. Mængderne ligger under det forventede, men stadig med en tydelig stigning – flere har fundet ud af, at hullede sokker og slidte viskestykker ikke hører hjemme i restaffaldet.

Farligt affald (miljøkassen): Mængderne er stigende, og det er godt. Det betyder, at flere husker at aflevere batterier, spraydåser og kemikalier korrekt.

Hvad kan du gøre?

  • Hold især øje med madaffald, så det ikke havner i restaffaldet.
  • Del dine gode vaner med familie, venner og naboer – det smitter.
  • Saml dit tekstilaffald i en pose og aflevér det på genbrugspladsen eller bestil afhentning på MIN SIDE.
  • Brug forsyningens hjemmeside og få svar på spørgsmål om affald.
  • Følg med på Facebook for inspiration og sorteringstips.

 

Skema over indsamlede affaldsmænger for 2024 og 2023

Herover kan du se et samlet overblik over de reelle mængder for 2023 og 2024 samt de forventede mængder. Bemærk at Econets nøgletal ikke nødvendigvis er et udtryk for vores målsætninger.

Visuel fremstilling over fordelingen af de 10 affaldstyper i procenter for 2024

Herover kan du se, hvordan affaldsmængderne i Vesthimmerland procentvis fordeler sig i mellem de 10 affaldstyper (fraktioner) for 2024.

Visuel fremstilling over fordelingen af de 10 affaldstyper i procenter for 2023

Herover kan du se, hvordan affaldsmængderne i 2023 procentvis fordelte sig i mellem de 10 affaldstyper (fraktioner). 

Visuel fremstilling over den reelle genanvendelsesprocent for Vesthimmerlands Kommune

Herover kan du se, at den reelle genanvendelse af husholdningsaffaldet er faldet en anelse fra 2023 til 2024.

Til nyhedsoversigten
LUKKET FREDAG DEN 19. SEPTEMBER