Det er tid til en vask
Undgå fluer, maddiker og flydende snask - slå en knude, skyl og vask.
Næste gang du får tømt din container til dagrenovation anbefaler vi, at du vasker den.
Uanset hvor god du er til at slå knude på affaldsposerne, kan det næsten ikke undgås, at der lander lidt snask i bunden af containeren.
For din egen skyld og for din skraldemands skyld, bør du derfor vaske din container efter behov og minimum én gang om året.
I husholdningsregulativet står der, at det påhviler borgeren/grundejeren at sikre, at de udleverede containere til stadighed er rene indvendigt og udvendigt (så vidt muligt).
PS.: Husk også at tjekke om de andre containere til genanvendeligt affald bør vaskes...
Læs med herunder og bliv klogere.
Fakta om maddiker

- Maddiker er små larver, der kommer fra spyfluers æg.
- De udklækkes 1-2 døgn efter fluen har lagt æggene.
- På en uge vokser maddiker sig store og efter 10-12 dage bliver de til fluer.
- Fluer elsker råddent mad og det er lugten, der tiltrækker dem.
Forebyg maddiker

Sådan forebygger du fluer, maddiker og flydende snask.
Slå altid en ordentlig knude på affaldsposen - og undgå at overfylde posen, så er det nemmere at slå en knude.
Skyl og vask dine containere minimum én gang om året. Står dine containere frit for solen, bør du vaske oftere.
Sørg for at holde låget lukket. Og pres ikke poserne ned i containeren, for så går der lettere hul på poserne.
Placer så vidt muligt dine affaldscontainere på et skyggefuldt og køligt sted.
Man kan også prøve sig frem med f.eks. eddike, rodalon, fluemidler, æteriske olier med f.eks. lavendel, tea tree eller myntedufte eller naturmidlet FlyBlock. Vi ved dog ikke, om det virker.
Er skaden sket?

Er din affaldscontainer omringet af maddiker?
Tøm affaldscontaineren.
Skyl og spul med haveslange både indeni og udenpå.
Hæld et par liter varmt vand (næsten kogende) ned langs siderne for at fjerne fluelarver og fastgroet ”snask” – brug børste og sørg for at alle indtørrede madrester er væk.
Hæld vandet ud og gentag et par gange hvis nødvendigt – skyl evt. til sidst med haveslangen.
Lad affaldscontaineren tørre.