Teksten COVID-19 på blå baggrund
12. marts 2020

COVID-19 [Ny opdatering: 11. maj]

Vesthimmerlands Forsyning følger Statsministeriets og Sundhedsmyndighedernes anvisninger nøje. Vi følger situationen tæt og træffer de nødvendige forholdsregler. Her kan du læse, hvordan vi forholder os til ny coronavirus, COVID-19.

Opdateret 11. maj 2020

Bomanlæg, nummerpladescanner og touchskærm på de fire genbrugspladser aktiveres igen med virkning fra og med tirsdag den 12. maj 2020. Husk god håndhygiejne før og efter betjening af touchskærm.


Opdateret 6. maj 2020

Fra mandag den 11. maj genåbnes genbrugsbutikken IGEN IGEN BRUG med en række restriktioner. Der vil bl.a. være begrænsning på antallet af samtidige kunder i butikken, og der vil være markering af ind- og udgangsforhold, opsat engangshandsker og håndsprit til kunder og ved kassen etableres en plexiglas-front for at skærme af mellem personale og kunder.

Vi har enorme mængder af lækkert genbrugsguld på hylderne. Og endnu mere ude på lageret, som vi sætter ind på hylderne, efterhånden som der bliver plads. Det vil sige, at du sagtens kan vente lidt med at komme herud. Der vil dagligt blive sat nye varer ind i butikken.

Åbningstiderne vil være som tidligere; mandag-fredag fra 10-17, lørdag-søndag fra 10-14 (dog lukket på helligdage).

Vores opfordring til kunderne er:

  • Undgå kø - også foran butikken (blandt andet på åbningsdagen)
  • Stå først ud af bilen, når vi åbner døren kl. 10.00
  • Hold afstand og følg myndighedernes øvrige anvisninger
  • Følg retningspilene ved indgang og udgang
  • Benyt Dankort eller MobilePay (i stedet for kontanter)

Opdateret 17. april 2020

Fra og med mandag den 20. april vender vi igen tilbage til de normale åbningstider for genbrugspladserne.

Genbrugsbutikken er dog fortsat lukket, men du kan stadig aflevere ting til genbrug.

Når du ankommer til pladsen, skal du fortsat være forberedt på følgende:

  • Der er adgangsbegrænsninger – og du kan derfor komme til at holde i kø.
  • Du skal følge Sundhedsstyrelsens anvisninger om blandt andet at blive hjemme, hvis du har symptomer og at holde minimum 2 meters afstand til andre – også til vores pladsguider.
  • Husk at medbringe handsker og egen kost og skovl, hvis du skal aflevere haveaffald eller andet løst affald.
  • Genbrugsbutikken er stadig LUKKET, men du kan godt aflevere ting til genbrug.

Opdateret 8. april 2020

Vi fastholder de midlertidige åbningstider, adgangsbegræsning og øvrige vilkår for de besøgene på genbrugspladserne frem til og med søndag den 19. april. Se åbningstider her


Opdateret 30. marts 2020

Genbrugspladserne åbner igen tirsdag den 31. marts.

Styrelsen for Patientsikkerhed har vurderet, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt igen at åbne genbrugspladserne, dog med visse sikkerhedsforanstaltninger.

Vesthimmerlands Forsyning åbner op med følgende åbningstider, som gælder for alle fire genbrugspladser i hhv. Løgstør, Aars, Farsø og Aalestrup, foreløbig fra tirsdag den 31. marts til mandag den 13. april.

Mandag – fredag fra kl. 08.00 – 16.00
Lørdag – søndag fra kl. 09.00 – 15.00

Forvent kø, trafikale udfordringer og ventetid, så vent gerne lidt endnu med at besøge os

Når du ankommer til pladsen, skal du være forberedt på følgende:

  • Der er adgangsbegrænsninger – og du kan derfor komme til at holde i kø.
  • Du skal følge Sundhedsstyrelsens anvisninger om blandt andet at blive hjemme, hvis du har symptomer og at holde minimum 2 meters afstand til andre – også til vores pladsguider.
  • Husk at medbringe handsker og egen kost og skovl, hvis du skal aflevere haveaffald eller andet løst affald.
  • Genbrugsbutikken har IKKE åben, men du kan godt aflevere ting til genbrug.

Vi glæder os rigtig meget til at se jer igen - og håber, at vi i fællesskab kan få det hele til at lykkes på bedste vis.


Opdateret 27. marts 2020

Særlig anvisning i forbindelse med udlevering af kanyleboks.

Frem til og med 2. påskedag, 13. april kan du, som borger i Vesthimmerlands kommune, få udleveret gratis kanylebokse på Løgstør Genbrugsplads indenfor den særlige erhvervsåbningstid som er fra kl. 7.00 – 12.00 mandag til fredag. Da genbrugspladsen er lukket for adgang for private, skal du parkere udenfor hegnet og henvende dig ved administrationsbygningen, hvor du ved høflig selvbetjening kan tage det antal kanylebokse, som du har behov for.

Vær opmærksom på helligdagene skærtorsdag, langfredag og 2. påskedag hvor der er lukket.


Opdateret 25. marts 2020

Særlig opmærksomhed vedr. aflevering af haveaffald på Farsø Genbrugsplads:

I denne tid skal vi alle være ekstra forsigtige og holde afstand. Det gælder også på genbrugspladsen i Farsø, hvor alle borgere i Vesthimmerland, som tidligere oplyst, kan aflevere haveaffald. Vi oplever, at det fungerer rigtig godt. Så store roser til havefolket. Men på baggrund af Regeringens seneste udmelding om forlængelse af alle nuværende initiativer frem til og med 2. påskedag, forudser vi, at der muligvis kan komme et større pres på pladsen, end der i forvejen er.

Derfor gentager vi nu vores almindelige sikkerhedsregler og nye anvisninger, som vi beder alle om at respektere:

  • Bliv siddende inde i din bil, indtil det bliver din tur.
  • Når det bliver din tur, skal du overholde myndighedernes regler om afstand og forsamling.
  • Sluk motoren mens du venter og mens du læsser af.
  • Du skal medbringe egen skovl og kost.
  • Der er kun adgang for biler under 3500 kg. (inkl. trailer).
  • Traktorer og lastbiler har ikke adgang.
  • Rygning forbudt på hele arealet.
  • Skal du have et læs kompost med hjem, er du velkommen til dette – her gælder de samme regler som ovenfor.
  • Du må KUN aflevere haveaffald – INTET andet.
  • Haveaffald er for eksempel: græs, grene, blade, ukrudt, visne planter og blomster, staudeafklip, træstammer og rødder.
  • Haveaffald er for eksempel IKKE: plastik, halm, madaffald, murbrokker, urtepotter, aske og dyreekskrementer.

Begrundelse for lukning af genbrugspladser:

Genbrugspladserne er af Kommunernes Landsforening vurderet til ikke at høre ind under kritiske funktioner. Det er altså ikke en absolut nødvendighed at borgerne kan komme på genbrugspladserne, som det for eksempel er med afhentning af borgernes husholdningsaffald. Vi følger derfor anbefalingerne om at hjemsende alt personel, som ikke er beskæftiget med en kritisk funktion. Dette understøtter også vores beredskab, idet det er centralt og fuldstændigt afgørende, at vi har et standby-mandskab i form af vores pladsguider, som står til rådighed og kan indsættes, hvis vores skraldemænd skulle være så uheldige at blive ramt af symptomer på COVID-19.


Opdateret 24. marts 2020

Med baggrund i Regeringens udmelding omkring forlængelse af tiltag mod spredning af Covid-19, opretholder Vesthimmerlands Forsyning ligeledes alle iværksatte initiativer frem til og med 2. påskedag, 13. april 2020.


Opdateret 20. marts 2020

Vesthimmerlands Forsyning følger de anbefalinger, vi har fået fra Kommunernes Landsforening (KL), omkring genåbning af genbrugspladserne for erhvervskunder. Det betyder, at vi fra og med mandag den 23. marts igen åbner op for erhverv - dog med begrænsede åbningstider. Åbningstiden bliver fra kl. 7.00 til kl. 12.00 på Løgstør Genbrugsplads og Farsø Genbrugsplads. Løgstør Genbrugsplads, Stengårdsvej 33, 9670 Løgstør – indgang til genbrugspladsen sker via brovægten. Farsø Genbrugsplads, Røjbækvej 2A, 9640 Farsø. 

BEMÆRK - gælder kun for erhverv - og kun på Løgstør og Farsø Genbrugsplads.


Opdateret 14. marts 2020

Alle borgere i Vesthimmerland kan aflevere haveaffald på den ubemandede del af Farsø Genbrugsplads. Adressen er Røjbækvej 2A, 9640 Farsø. Vi gør opmærksom på, at pladsen er ubemandet og beder derfor om, at alle overholder de generelle regler for aflevering af haveaffald - det vil blandt andet sige; ingen plastikposer og kun haveaffald må afleveres. Læs evt. "Alt om haveaffald" før du kører.


Opdateret 12. marts 2020

Vesthimmerlands Forsyning iværksætter omfattende COVID-19 tiltag.

Vesthimmerlands Forsynings ledelse træder sammen torsdag morgen for at iværksætte en række beredskabstiltag, der skal modvirke hurtig spredning af COVID-19.

Forsyningens tiltag gælder foreløbig fra fredag den 13. marts - 29. marts:

  • Lukning af alle genbrugspladser.
  • Indsamling af affald fortsætter uændret.
  • Lukning af genbrugsbutikken i Oudrup.
  • Hjemsendelse af administrativt personale uden kritiske funktioner. 
  • Ingen personlig betjening via Borgerservice - kun telefonisk på 98 68 32 00
  • Der er åben for erhvervskunder over 3500 kg. via brovægten i Oudrup. 
  • Vi sikrer fortsat levering af drikkevand og håndtering af spildevand.
  • Al undervisning og rundvisninger i Skraldeskolen, på renseanlæg mv. er aflyst.

Vi opdaterer løbende vores hjemmeside, Facebook og LinkedIn med information til både borgere og erhverv i Vesthimmerlands kommune. Du kan som altid kontakte os her.

 

Til nyhedsoversigten

Accepter cookies fra denne hjemmeside

Denne hjemmeside bruger cookies til at spore din færden og til at forbedre din oplevelse.
Du kan altid slette gemte cookies ved at besøge de avancerede indstillinger i din browser.

Du kan læse mere her

Accepter ikke cookies Accepter kun funktionelle cookies Accepter alle cookies